Ballebjerg

Ballebjerg er med sine 64 m øens højeste punkt. Fra bakken med udsigtstårnet er der mod vest en flot udsigt mod Jylland og den lille ø Tunø. Mod øst ser man ind mod Nordby.

Besser Rev

Besser Rev er 3-5 m bredt og næsten 7 km langt. Åben for offentligheden fra 15. juli til 31. marts.

Brattingsborg Skov

Skoven tilhører Brattingsborg Gods og er åben for offentligheden i dagstimerne. Fra P-pladsen ved stranden kan der spaseres mod øst til Lushagen. På vejen ses et par lave skanser fra Englandskrigen 1801-1814.

Dyret

Sydsamsøs højeste punkt på 51 m. En lille sti bag det lille bindingsværkshus fører til toppen, hvorfra der er en storslået udsigt.

Ilse Mades Kilde

Ilse Made kilden vælder op af en udhulet egestamme midt på den åbne strand. Nogen gange er kilden helt tildækket og derfor usynlig. Gæster bedes ikke forsøge at grave efter kilden, da det kan ødelægge egestammen. Sagnet fortæller at en død kvinde Ilse Made drev i land her. “Da man forsøgte at køre liget til kirken i Tranebjerg og Kolby kunde flere heste ikke drage det, men da de vendte vognen om til Onsbjerg Kirkegård drog tvende heste det lettelig. Citatet stammer fra en tavle i Onsbjerg Kirkes kor.

Issehoved

Samsøs nordligste punkt, der ligesom Danmarks nordspids, Grenen, skifter udseende efter vind- og strømforhold.

Kanhavekanalen

Kanalen kan dateres til omkring 726 e. Kr. Vikingerne gravede denne kanal på omkring 800 m tværs gennem øen. Det siges at den blev brugt som flugtvej, hvis de blev fanget i fjorden.

Møgelskår

En imponerende istidskløft og en del af Nordbybakker, som i det hele taget er et særpræget morænelandskab. En helt speciel naturoplevelse man ikke må snyde sig selv for.

Stauns Fjord

Stauns Fjord danner overgang mellem Samsøs nordlige og sydlige del. Den lavvandede Stauns Fjord er karakteristisk ved de mange græs-og kratklædte holme. Her er et rigt og varieret dyreliv. For at beskytte området blev der i 1926 oprettet vildtreservat og yderligere fredning skete i 1981. Ialt dækker området 3175 ha landarealer i og omkring fjorden.